Annoncer:

Vores nye journalist: Jens Fogh Andersen er med på Kun-Medierne

Journalist med mange års erfaring fra Thy skal være med til at sparke nyt lokalmedie for thyboerne i gang.

jens-fogh-andersen-aspect-ratio-1232-802

Jens Fogh Andersen, journalist på Kun-Medierne, der kommer til at udgive KunMors og KunThy.

100%

MEDIER: Den redaktion, der leverer journalistik til dig, er igen på vej til at blive større.

KunMors, der med indførslen af KunThy har skiftet navn til Kun-Medierne, har lavet en aftale med Jens Fogh Andersen, journalist med base i Thy.

Herfra har han i mange år dækket lokalområdet – først som lokalredaktør på Thisted Dagblad og siden for Nordjyske Stiftstidende, hvor han på Thistedredaktionen skrev artikler for både thyboer og morsingboer.

Det er således en kompetent journalist med et meget stort kendskab til lokalområdet, der træder til, og læsere i Thy vil helt sikkert kende Jens Fogh Andersen fra hans dækning af blandt lokalpolitik og erhvervsstof.

Nu glæder han sig til at gøre det samme for KunThy og KunMors, de to søstermedier, der arbejder på at sikre de to lokalområder daglig dækning med professionel og dedikeret journalistik.

Jens Fogh Andersen glæder sig til at byde ind med det hele og fortsætte sit mangeårige fokus på nærværende journalistik.

– Det er en fin chance for at komme til at arbejde med lokaljournalistikkens grundsubstans, som jo egentlig handler om at skrive lokale historier med et lokalt afsæt. Det handler jo om at være til stede, hvor tingene sker, siger han.

Kun-Medierne går i luften med KunThy i midten af marts.

Ingen resultater