POLITI: Støj fra vindmøller kan være slemt nok i sig selv, men når lyden er anderledes, end den plejer at være, er der grund til at reagere.
Sådan var det torsdag aften med en vindmølle placeret ved Jordemodervej mellem Ørding og Øster Assels. Markant støj fra den gav frygt for, at møllevingerne var ved at løsne sig, og klokken 18.14 blev politiet tilkaldt for at se på situationen.
– Vi kunne ikke umiddelbart konstatere løse møllevinger. Til gengæld var der en lille smule olie på dem. Man mener, at der var gået nogle lejer, som gjorde, at det larmede lidt ekstra, fortæller Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Han tilføjer, at vindmøllen ejes af et firma ved Randers. Det har politiet været i kontakt med, og meldingen er, at firmaet vil tage sig af sagen.
– Man får kigget på det i dag, men heldigvis var der ikke nogen farlig situation, siger han.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Peter Lillebæks nytår: – Det er nok mit største nytårsforsæt
Jens Smærup Sørensen: “Vi er jo spærret inde i os selv. Mine bøger er meddelelser om, hvordan jeg oplever livet. Og det vil jeg gerne dele med andre.”
Efter julehandlen: Morsingboerne har taget budskabet om at handle lokalt til sig