ERSLEV: Torsdag aften klokken 18.45 tiltrak en bil på vej ad Vilsundvej sig en politipatruljes opmærksomhed.
Det viste sig at være en god ide, da den 32-årige mand fra Holstebro, som sad bag rattet, var påvirket af euforiserende stoffer og kørte uden at have kørekort.
En 58-årig mand fra Herning, som var passager, ejede bilen, og han fik en sigtelse for at overlade sit køretøj til en uden lovlig ret til at køre bilen.
For en 30-årig mand fra Horsens, som var en anden passager, blev køreturen i bilen ændret til en ny i en patruljevogn til arresten i Viborg, da han var efterlyst for ikke at være mødt op til afsoning af en straf.
Der blev i øvrigt også en sigtelse til ham for at besidde et gram kokain.
Ifølge politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi står der umiddelbart ikke i rapporterne, om trioen var på vej mod syd eller nord på Vilsundvej.
Gå ikke glip af en artikel på KunMors
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nederst på siden. Så modtager du hver dag en e-mail med direkte links til alle artikler i det seneste døgn. På den måde får du dit lokale medie på samme måde som en lokal avis – alle ugens dage året rundt.