KunMors får ny hjemmeside

100%

KUNMORS: Resultatet er flere måneder ude i fremtiden, men denne nyhed er så god, at vi ikke kan vente med at fortælle den.

Formentlig sidst på sommeren præsenterer KunMors sig selv i en ny version. Vi har bedt vores IT-udviklere om at sætte gang i produktionen af en ny hjemmeside, som erstatter den, vi har brugt siden begyndelsen for fire år siden.

Den har fungeret fint, men den har også sine begrænsninger og nærmer sig en forældet tilstand. Derfor får KunMors en opstramning, der giver et skarpere design med nye funktioner og i det hele taget en fremtidssikret hjemmeside.

 

KunMors-avisen ryger ud

Det gælder også i forhold til vores aktuelle smertensbarn, KunMors-avisen. På trods af adskillige opfordringer lykkes det ikke for vores leverandør at sikre en stabil levering af den service, der præsenterer døgnets overskrifter i samlet form. Derfor vil vi senest omkring lanceringen af den nye hjemmeside etablere en ny service med samme formål – men forhåbentlig med stabil levering.

Indtil da er det vigtigt at huske dette:

KunMors-avisen er en gratis service, som ikke har noget med købet af abonnement på KunMors at gøre.

Abonnementet giver adgang til den hjemmeside, du er på nu. Og den adgang er lige så stabil som altid – også når KunMors-avisen ikke når ud i din mailboks. Det eneste, du skal gøre, når det sker, er at gå på forsiden af KunMors. Adressen er www.kunmors.dk.

 

Vi har brug for din opbakning

KunMors gik i luften 31. januar 2020 og etablerede sig hurtigt som et foretrukket medie for rigtig mange morsingboer. Fire år senere har cirka 1700 husstande købt adgang til de artikler, der udkommer alle ugens dage – uden undtagelse hele året rundt.

Vi kan selvfølgelig ikke nå alt, men med din hjælp når vi rigtig meget. Målet er ikke, at vi skal tjene styrtende med penge. Målet er, at vi skal sikre Mors det, som øen faktisk fortjener: Sit helt eget medie med læsestof om Mors og morsingboerne.

Men det kræver så stor opbakning, at vi kan finansiere en redaktion med tre journalister. Vi er lige så afhængige af lokal opbakning, som det er tilfældet for lokale købmænd og andre lokale butikker. Uden den lukker både de og vi.

Heldigvis er vi på rette vej – og du kan hjælpe din ø til sit helt eget lokalmedie ved at købe et af vores abonnementer til meget konkurrencedygtige priser. Det kan du gøre lige her.

Så vil både du og de mange nuværende læsere snart kunne glæde sig over KunMors v. 2.0.

POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Signes succes på scenen er et varemærke for Morsø Ungdomsskole
Tina er sygeplejerske, men vil køre ambulance på Mors
Morsø Frimenighed: En fri, grundtvigsk kirke

 

Ingen resultater