BJERGBY: Politiets teknikere har nu undersøgt resterne af det stråtækte hus på Knudebro ved Bjergby, der brød i brand i onsdags. Og meldingen er, at man ikke har kunnet opklare, hvordan ilden opstod.
“Man kan ikke komme frem til brandårsagen. Det er sådan, det er nogle gange, når det brænder meget,” lyder det fra politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Han oplyser, at sagen derfor bliver lukket nu.
Branden opstod onsdag aften og krævede indsats fra en stor styrke af brandfolk fra stationerne i Nykøbing og Thisted.
Et forældrepar og deres søn slap ud i tide, men førstesalen på huset udbrændte, og under slukningen måtte beredskabet forholde sig til risikoen for eget mandskab.
“Vi kunne ikke trænge ind i huset, fordi der var fare for, at konstruktionen blev voldsomt tung og belastet. Det var forbundet med en vis risiko at røgdykke, når det var så omspændt af flammer,” lød det fra indsatsleder Henrik Gade Jespersen fra Nordjyllands Beredskab, der beskrev branden som omfangsrig.
Denne artikel er gratis for alle. Ønsker du fuld adgang til alt på KunMors, kan du få det her helt ned til en pris, der svarer til 49 kroner om måneden.