POLITI: Det lokale politi har haft en relativ rolig weekend på Mors, men lørdag blev det kaldt til Nykøbing, hvor der var sket et indbrud.
I tidsrummet fra fredag klokken 21 til lørdag klokken 11 var der begået indbrud i en lejlighed i Nygade. Her var døren brudt op, og fra stedet var der stjålet et større kontantbeløb, elektronisk udstyr og smykker – alt i alt til en anslået samlet værdi på omkring 20.000 kroner.
Niels Kristensen, politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted, fortæller, at man ikke har nogen mistænkte til indbruddet, men at politiet har sikret et DNA-spor omkring døren.
– Giver det noget, får vi et praj om, hvem det kan være, og så kører sagen derfra, siger han.