SALLINGSUNDBROEN: I går morges gik morgentrafikken på Sallingsundbroen i stå. Klokken 06.34 blev politiet kaldt ud til broen, da en kvindelig cyklist og en 16-årig knallertkører var involveret i et uheld.
Politiet undersøger lige nu, hvad der var den egentlige årsag til færdselsuheldet. Hændelsesforløbet er altså fortsat ikke klarlagt, men politiet arbejder ud fra forskellige teorier. En af teorierne handler om et sammenstød. En anden om et lufttryk der kom fra en lastbil, der kørte forbi de to bløde trafikanter.
Efter uheldet kunne cyklisten køre uskadt hjem, mens den 16-årig dreng på knallert blev fragtet til Viborg Sygehus og derfra videre igen til Regionshospitalet Gødstrup. På Gødstrup blev drengen, i følge politiet, opereret da han var forholdsvis alvorligt tilskadekommet. Politiet har endnu ikke fået en status på den 16-åriges tilstand efter operationen.
Nyt i sagen
I går eftermiddags klokken 15:30 skete der nyt i sagen. Politiet fik en henvendelse fra et potentielt vidne, der kørte forbi uheldet, da det skete. Politikommissær, Henrik Skriver Jensen, fra lokalpolitiet i Thisted fortæller:
– Vi er glade for, at der er et potentielt vidne, der har henvendt sig, på den måde kan vi forhåbentlig få kastet mere lys over sagen. Det egentlige hændelsesforløb dykker vi først ned i, i næste uge. Men her var en foreløbig status.
Skulle der være flere vidner til uheldet, så efterlyser politiet fortsat øjne, der så, hvad der skete på broen.
På KunMors følger vi sagen.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Handicappris til Coop 365 i Nykøbing
Bøde til entreprenørfirma står ved magt
Håndværkerkoret er tilbage på fuldt blus