ANNONCØRBETALT INDHOLD:
Skjult Nød er en mangeårig tradition, som begyndte i Nykøbing Mors Sogn, men nu er bredt ud til hele Mors. I begyndelsen var det sognepræsten, som hjalp Fru Hansen med træsko til børnene eller en vinterfrakke, når den gamle var tyndslidt efter at være brugt af storesøskende.
De sidste mange år har Foreningen Skjult Nød delt mad og godter ud lige før jul til de mange, som har svært ved at få pengene til at slå til.
Igen i år har vi modtaget mange ansøgninger – og vi ved, at der kommer flere. Mange trækker det til sidste øjeblik i håb om, at de selv kan finde penge.
Foreningen Skjult Nød håber, at vi igen i år kan hjælpe borgere på hele øen, så børn og voksne kan få en god jul. Vi er taknemmelige for hver en krone – og har brug for mange kroner for at kunne hjælpe alle ansøgere.
På forhånd TAK!
Skjult Nød på Mors.
Foreningen Skjult Nød har til formål at yde hjælp til værdigt trængende borgere med bopæl i Morsø Provsti. Der indsamles midler blandt andet gennem den traditionsrige julekoncert i samarbejde med Odd Fellow Logen. Støtten ydes primært som julehjælp.
Bidrag til Skjult Nød kan indbetales på foreningens bankkonto nr. 8122 7708882 og via MobilePay 729589.
Julekoncerten 2023 – onsdag den 13. december klokken 19:
Kort om solisterne Julie og Mette:
Julie Exner er musikterapeut og ansat på hospice i Skive. Herudover er hun privatpraktiserende psykoterapeut i Nykøbing.
Mette Holm Nielsen arbejder som folkeskolelærer i Durup og som organist i Sydmors Pastorat, hvor hun også tidligere er kirkesanger.
De har optrådt flere gange sammen, især i Sydmors Pastorat, men har også en enkelt gang givet koncert på et plejehjem i Thy.
Da Mette blev spurgt, om hun ville være årets solist til koncerten, var det en selvfølge at tage Julie med på holdet.
Deres kendetegn er, at de begge spiller på en del instrumenter. Når de synger, er det gerne tostemmigt, men også hver for sig.
“Vi synger og spiller meget blandet og har en meget bred musiksmag.”
Om “Skjult Nød på Mors”
Indsamlingen til fordel for mennesker, der havde vanskelige økonomiske forhold, og som var bosiddende i Nykøbing Sogn, går mange år tilbage og fandt i mange år sted på torvet foran den gamle kirke.
Foreningen Skjult Nød startes i 1939, fremgår det af foreningens protokol, og har til formål at yde økonomisk hjælp til værdigt trængende borgere med bopæl i Nykøbing Sogn.
Foreningens navn ændres efter nogle år til at være: Foreningen Skjult Nød på Mors. Foreningen ledes af præsterne i Nykøbing Sogn.
For 73 år siden gjorde Odd Fellow Logen det til et af sine formål at støtte “Skjult Nød på Mors” ved at afholde en koncert med primært lokale kunstnere. Siden da er der hvert år afholdt en koncert i Nykøbing Mors Kirke.
Det er gratis adgang, og alle medvirkende optræder gratis. Alle omkostninger afholdes af Odd Fellow Logen nr. 67 M.C. Holm, Nykøbing. Det er muligt at betale til “Skjult Nød” ved udgangen efter koncerten.
De indsamlede midler er med til at skaffe økonomisk grundlag for primært julehjælp til trængende på hele Mors.