Et mindre færdselsuheld udviklede sig til en ualmindelig sag

Modelfoto: Rigspolitiet.

100%

FRUEVEJ: Lørdag d. 16. december 2023 omkring klokken 13:00 mødte lokalpolitiet op til et færdselsuheld på Mors. Uheldet var sket på Fruevej i Nykøbing, hvor en 22-årig mandlig knallertkører fra Nykøbing havde påkørt en personbil bagfra.  

Politiet sigtede den 22-årige for at være skyld i uheldet og for en stribe færdselsforseelser, hvilket den 22-årige, i følge politiet, ikke var tilfreds med.  

Manden blev udadreagerende, og derfor blev han sigtet for flere forhold. En sag drejede sig om fornærmende tiltale mod politiet, en anden om vold mod politiet. Den 22-årige sendte knytnæveslag og spark mod to betjente, der var blevet tilkaldt for at assistere. Knallertkøreren blev også sigtet for at udøve vold mod personbilen. Han sparkede ud efter sidespejlet.     

Politiet kunne derudover konstatere, at mandens knallert var konstruktivt ændret, og at han havde kørt uden gyldigt kørekort. 

Mødet med politiet på Fruevej sluttede med et pust i et narkometer der gav udslag. Manden blev dermed også sigtet for at have kørt med euforiserende stoffer i blodet.   

Et mindre færdselsuheld udviklede sig alt i alt til en noget ualmindelig sag.   

 

POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:

Morsø Kommune går med i ambitiøst klimaprojekt
Afgående Jesperhus-direktør: Nogle gange opstår muligheder ud af det blå
Mestermanden i Fredsø

 

Ingen resultater