Denne artikel blev udgivet 6. november 2023 klokken 20.34. I anledning af sommeren er den nu gratis læsning indtil torsdag middag.
SILKEBORG: Hjertet sad i halsen, da Bettina Balslev Sørensen, for en måneds tid siden stod med telefonen i hånden for at ringe til den mand hun, med stor sandsynlighed, vidste var Carstens far.
Bettina Balslev Sørensen er 60 år og oprindeligt uddannet produktionsingeniør. Hun blev bidt af slægtsforskning som 11-årig, hvor hun skulle skrive en fristil og endte med at sidde fordybet i en gammel slægtsbog, de havde stående i hendes barndomshjem. Som 28-årig kastede hun sig over sit eget stamtræ, og i 2016 begyndte hun at arbejde med dna. I dag er det en stor hobby for Bettina.
Opdagede Carsten i avisen
Vi skruer tiden en smule tilbage. I marts måned stod Bettina på sit deltidsjob som kustode på Museum Silkeborg, og bladrede i en avis.
– En af mine opgaver på museet var at finde ting i avisen, der handlede om museet. Og så dukkede den her store artikel omhandlende Carsten op, der ledte efter sin far. Artiklen sluttede med, at Carsten havde fået lavet en dna-test og ventede på svar. Og så tænkte jeg… i al beskedenhed, hvis der var nogen, der kunne hjælpe ham, så var det mig.
Bettina ringede til Carsten, der med det samme takkede ja til hendes flotte tilbud om hjælp. Jagten var skudt i gang.
– Carstens fortælling i MidtjyllandsAvis var meget ærlig. Han stod meget tydeligt frem som person. Det greb mig, og der gik ingen skår af mig af at bruge nogle timer på at hjælpe ham.
Et afgørende match
Vejen til opklaringen blev kringlet, men det kunne på ingen måde slå den garvede slægtsforsker ud. Det hele begyndte som nævnt med at Carsten havde fået lavet en dna-test. Bettina så svaret, der viste et perifert match med 31-årige Amalie, der af andre årsager også havde sendt sit dna til den digitale slægtsforskningsplatform, My Heritage. Amalie kunne være Carstens grandkusine, halvkusine eller noget deromkring.
– Jeg kunne se, at Carsten havde det her match med Amalie, men jeg kunne ikke se, om Amalie hørte til på Carstens mors eller fars side.
Bettina opklarede dette ved at dna-teste Carstens halvsøster, Carina, som Carsten deler mor med.
– Det viste sig så, at Carina ikke matchede Amalie. Dermed kunne jeg konkludere, at Amalie hørte til på Carstens fars side. Det var meget heldigt at finde sådan et match, og jeg gik derefter målrettet i gang med at lave et slægtstræ til Amalie. Her blev jeg godt og grundigt hjulpet af den garvede slægtsforsker Holger Eybye fra Hvide Sande, som jeg kontaktede på My Heritage. Det viste sig, at Holger er i familie med Amalie. Han havde allerede lavet et familiestamtræ, hvori Amalie var placeret. På den måde havde jeg mulighed for at finde ud af, hvor Carsten og hans far kunne høre til i Amalies familie. Kort fortalt fandt jeg ud af, at Carsten nedstammer fra både Amalies farmor, Sidsel, og fra hendes farfars side. Rigtig meget arbejdet fik jeg foræret af Holger. Det var guld værd.
Bettina fortæller, at hun stod stille i sin efterforskning nogen tid. Hun tænkte så det knagede. Og der gik nogle dage, så faldt femøren. Og hold nu fast. Carstens far skulle findes mellem Amalies fars fætre, nemlig sønner af Amalies farfars bror, Johannes, og hans kone Benthe – kusine til Amalies farmor Sidsel. Pyha! Det er kompliceret, men for detektiven Bettina, var intet umuligt.
– Nu pegede pilen på to sønner født i henholdsvis 1957 og 1966 i Bording.
Supermatchet, Amalie, satte Bettina i forbindelse med sin far Peter, og via ham gik vejen videre forbi hans fætter, der kunne huske, at den ældste af de før omtalte brødre var single og aktiv kærestesøgende i 1986. Det år Carsten kom til verden.
– Den ældste bror, Kristian, var og blev det bedste bud på en barnefader til Carsten.
Opkaldet til Kristian
Som dna-slægtsforsker er det indimellem nødvendigt at gribe telefonen og ringe til personer, der ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor man ringer. Man skal indimellem foretage opkald, der kan ændre andre menneskers liv.
– Nu stod jeg så over for at skulle ringe til Kristian. Jeg havde lidt ondt i maven. Men jeg vidste, at han havde været single i 1986, og det var mit held, havde han haft en kone, så havde det været noget mere kompliceret at skulle ringe til ham. Men jeg tog mig sammen, og ringede til Kristian. Jeg kan huske, at jeg sagde… har du tid til at tale nu? Jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil tale med dig om…
Bettina fortæller, at det var lettere for hende at ringe, fordi hun ikke ringede på egne vegne.
– Jeg var jo en uvildig person, da jeg ringede til Kristian. Men jeg sad da med hjertet oppe i halsen, da jeg tastede hans telefonnummer. Jeg vidste jo godt, at jeg lige om lidt ville overbringe en vildt afgørende besked, og klappede han røret på efter de første ord jeg sagde, så ville det være svært at komme videre derfra.
Små varsomme skridt
Når Bettina arbejder med en sag som Carstens, så handler halvdelen af arbejdet om ikke at skræmme folk væk. Hun fortæller:
– Det er en meget stor ting at skulle ringe til et menneske og fortælle ham, at han muligvis har en søn. Jeg forbereder sådan et opkald længe. Jeg tænker, hvordan vinkler jeg det lige, hvordan starter jeg samtalen. Det er vigtigt at sikre sig, at han er alene, og at han har tid til at snakke. Det hele skal ikke væltes ud lige med det samme.
Telefonsamtalen med Kristian gik heldigvis godt. Kristian ville gerne lade sig dna-teste, og da det viste sig, at han med sikkerhed var faren til Carsten, var han også klar på at møde ham. I den forbindelse handlede det også om varsomhed. Bettina foreslog derfor, at de kunne holde første møde hos hende.
– Jeg foreslog at Carsten og Kristian kunne mødes første gang her hos mig på neutral grund. For som Carsten sagde, så kunne jeg jo snakke, hvis der blev pinlig tavshed.
De to mænds møde
Det første møde mellem de to slægtninge skete i Bettinas entré. Hun fortæller.
– De er jo begge sindige vestjyder, og det hele foregik derfor meget stille og roligt. De mødtes i min forgang. Gav hinanden hånden. De var jo lidt beklemte ved situationen begge to. Det kunne jeg se i deres øjne. Men det er der jo ikke noget at sige til. Men efter kort tid gik snakken lystigt. Et dejligt og hyggeligt møde. Der var ingen kram og store ord, men afgjort et betydningsfuldt møde mellem de to.
Helt frivilligt
Bettina hjalp Carsten helt frivilligt, og fortæller, at hun gjorde det med stort engagement.
– At løse sådan et mysterie, det er jo sjovt i sig selv. Det er spændingen i at løse en gåde, der driver mig. Den her sag er så også endt med at være helt speciel, fordi jeg både er kommet til at kende Carsten og hans far Kristian. Det er betydningsfuldt for mig.
Bettina slutter med at sige:
– Jeg er i det hele taget meget glad for, at det her lykkedes. Den dag hvor jeg lige løste knuden, der sad jeg sammen med min mand i sofaen i vores lille hytte i Sverige. Jeg havde fri, og da det gik op for mig, hvordan det hele hang sammen, så jublede jeg simpelthen, så min mand kiggede forskrækket på mig. Men det er virkelig stort, når man pludselig kan se lyset. Nu er den der. Nu ved jeg hvem det er. Det er dejligt at være med til at flytte noget positiv i nogens liv. Det er en stor ting, og jeg håber de får en god familierelation.
Kristian Hagelskær Eybye og Carsten Villemand (Privatfoto)
Bettina Balslev Sørensen (Privatfoto)
LÆS OGSÅ:
En DNA-test lyver ikke: Efter 20 års søgen har Carsten fundet sin far
Afgørende øjeblikke: Jagten på min ukendte far
