Mors-Thy var nede med to i anden halvleg, da pokalkamp blev vendt

Arkivfoto: Ole Geerthsen.

100%
Denne side bliver løbende opdateret med fodbold- og håndboldkampe fra torsdag aften. Scroll ned ad siden og find de forskellige artikler.

Artikler på siden nu:
Mors-Thy var nede med to, da pokalkamp blev vendt
Hjørnesparks-hattrick, da Morsø FC-kvinderne fik tiltrængt medgang
Morsø FC i ny skuffelsen: tabte til bundholdet
Frøslev & Omegn faldt med æren i behold
Efter lige første halvleg: Mors-Thy videre i pokalturneringen
Mors-Thy lukker sæsonen mod ambitiøse Aarhus HC

 

Det gik nogenlunde som planlagt, da sæsonen sluttede med sejr over 1. divisionsholdet Aarhus HC.

Af David Højmark – 23. maj 2024 kl. 21.40

HÅNBDOLD: – Det var efter bogen.

Niels Agesen, cheftræner for Mors-Thy Håndbold, gør en afklaret status på en kamp, der på papiret så nemmere ud, end den risikerede at blive.

For pokalkampe på udebane mod et hold fra 1. division kan være drilske – det kan man i denne sæson spørge om i Ribe-Esbjerg og TMS Ringsted. Og med en slidt spillertrup, og den nylige skuffelse over at have misset en DM-semifinale på målstregen taget i betragtning, er MTH-træneren fint tilfreds med 33-28 over Aarhus HC torsdag aften i Skæringhallen.

– Vi fulgte egentlig den plan, vi havde lagt: At de ville følge med indtil 35-40 minutter, og så skulle vi gerne lukke det derfra, hvis vi gjorde vores ting rigtigt, siger Niels Agesen.

 

5:1-forsvar afgjorde det

Mors-Thy lagde ellers stærkt ud og lignede med en føring på 5-1 et hold, der kunne afgøre det tidligt.

– Der sad jeg egentlig med håbet om, at vi kunne knække dem, og at jeg kunne se flere af de unge lidt tidligere, lyder beskrivelsen af det, der så blev fulgt op af en jævnbyrdig score på måltavlen.

Ved pausen var østjyderne helt med ved 15-15, og de åbnede også anden halvleg med at bringe sig på 18-16.

Men så fik de heller ikke lov til mere. Mors-Thy gik i et 5:1-forsvar, som Aarhus HC ikke kunne løse, og nogle gode kontraminutter blev vundet med 8-0, hvorefter kampen var afgjort.

Dermed undgik Mors-Thy at slutte en stor sæson med en stor skuffelse. Og nok så vigtigt er der en pokalrunde på programmet i begyndelsen af næste sæson.

– En billet hen imod at spille Final4 er jo sådan set det primære, vi går efter, men uanset hvad er det vigtigt at få en ekstra kamp, hvor det begynder at gælde, siger Niels Agesen.

 

Vilje til at slutte af med sejr

For alle spillere var der tale om sæsonens sidste kamp – og for flere af dem var det den sidste for Mors-Thy. Netop de spillere, og måske især målmand Rasmus Henriksen i første halvleg, leverede stærke præstationer.

– Og så synes jeg faktisk, at der skal være ros til de to ældste – både Henrik Toft Hansen og Henrik Tilsted. De var virkelig på, da vi trak fra, og det var dejligt at se, siger Niels Agesen, som i det hele taget glæder sig over, at ligatruppen fik sat et godt punktum for 2023-24.

– Der var en beslutsomhed på at sige, at det her skulle vi gøre færdigt – og vi skulle gøre det ordentligt. Og på baggrund af den skuffelse, der måtte være, skulle vi slutte en god sæson af – og det synes jeg, at de gjorde, siger han.

 

Fravalgte at se semifinaler

Det gør han dagen efter, at Ribe-Esbjerg, som på selve målstregen tog semifinalen fra Mors-Thy, spillede den tredje af de tre store kampe mod Fredericia HK om en plads i DM-finalerne.

Niels Agesen fortæller, at han kun har set den sidste af de tre DM-semifinaler. Og det har været et helt bevidst valg.

– Der sidder stadig noget skuffelse i, at vi ikke gjorde det færdigt, for det synes jeg, at vi på spillet i løbet af sæsonen har vist, at vi kunne. Så kan man altid diskutere, om det er ung trup og alle de ting, men den gør stadig ondt, siger han.

Det er vel svært ikke at tænke tanken, at når Ribe-Esbjerg spiller uafgjort to gange, kunne Mors-Thy have været meget tæt på en DM-finale?

– Jo – og vi har fået tre point i grundspillet mod Fredericia. Jeg er helt på linje med det, du siger, men jeg bliver også nødt til at sige, at det får man det ikke bedre af – og det hjælper faktisk ikke ret meget at tænke tanken, siger Niels Agesen – og opsummerer sæsonafslutningen med en tilføjelse:

– Men det er svært at lade være.


 

Hjørnesparks-hattrick, da Morsø FC-kvinderne fik tiltrængt medgang

Hjørnesparkskombinationerne fungerede, da holdet vandt med 4-3 mod Eastside Viborg.

Af Tobias Brandt – 24. maj 2024 kl. 16.11

FODBOLD: Med to sejre i de seneste fem kampe er Morsø FC-kvindernes drømme om oprykning blevet aflivet. Men efter en periode med svigtende resultater fik morsingboerne torsdag hentet tiltrængt selvtillid. På udebane vandt holdet med 4-3 over Eastside Viborg. Tre af Morsø FC-målene kom efter hjørnespark.

– Vi har trænet vores hjørnesystemer. Vi har været tæt på at score på hjørne i et par kampe, men i dag lykkedes det, og det var mega dejligt, siger Morsø FC-træner Elisa Johansen, der samtidig roser sit hold for at hanke op i sig selv efter den seneste tids mindre gode resultater.

– Sådan en sejr giver kæmpe moral, og det har vi haft brug for, siger Elisa Johansen.

I de første minutter af opgøret havde Morsø FC god omgang med bolden, og gæsterne styrede kampen. Efter cirka 15 minutter kom de så foran, da Karla Timmers headede bolden i mål efter et hjørnespark.

Kort efter målet fik hjemmeholdet udlignet på en omstilling. Netop omstillinger viste sig at være hjemmeholdets klart farligste våben, og i det 32. minut fik de scoret igen efter en omstilling.

Mens hjemmeholdet var farlige på omstillinger, så var Morsø FC farlige på hjørnesparkene. Før pausen fik Ida Christensen scoret til 2-2, da hun pandede et hjørnespark i mål.

I anden halvleg forsøgte Morsø FC at presse Eastside Viborg, men i det 60. minut var det hjemmeholdet, der bragte sig foran.

Hjørnesparksopskriften fra første halvleg blev gentaget, da Ida Christensen i det 70. minut for anden gang i kampen headede bolden i mål. Den helt store forløsning kom 10 minutter før slutfløjt. Freja Stouby tilkæmpede sig bolden, og efterfølgende afdriblede hun både forsvar og målvogter og gjorde det til 4-3.

I slutningen af kampen gik Morsø FC mere defensivt til værks, mens hjemmeholdet pressede på for en udligning. Morsø FC kæmpede dog sejren på 4-3 hjem.

– Vi faldt lidt ned til sidst, men heldigvis forsvarede vi den hjem. Vi holdt gejsten og blev ved med at tro på det, siger Elisa Johansen, der nu ser frem mod næste uges pokalbrag mod Skive på onsdag.

– Vi ser rigtig meget frem til pokalkampen på onsdag, og med sejren i dag fik vi et godt afsæt, siger Elisa Johansen.

Fodbold – jyllandsserien:
Eastside Viborg/BTIF – Morsø FC
3-4 (2-2)
0-1 Karla Timmers (15). 1-1 (22). 2-1 (32). 2-2 Ida Christensen (39). 3-2 (60). 3-3 Ida Christensen (70). 3-4 Freja Stouby (80).
Stillingen i puljen her.

 

 

Morsø FC i ny skuffelse: Tabte til bundholdet

Med 1-2 i Vinderup bragte holdet fra Nykøbing sig nærmere nedrykning til serie 3.

Af David Højmark – 23. maj 2024 kl. 22.30

FODBOLD: I efteråret blev de reddet på målstregen. I foråret får Morsø FC måske brug for noget lignende for at undgå en historisk nedrykning til serie 3.

For torsdag aften faldt endnu et nederlag. Denne gang ude mod rækkens bundhold fra Vinderup, der på hjemmebanen vendte 0-1 til 2-1 mod holdet fra Mors.

– Det går ikke lige vores vej i øjeblikket, konstaterer Carsten “Keegan” Jørgensen, træner for Morsø FC, der ellers førte opgøret i mere end en time.

Efter 12 minutter kom gæsterne foran, da Nicklas Krogh slap fri i venstre side og spillede bolden ind til Mathias Andersen, som fra kanten af feltet scorede med et flot langskud.

Herefter sad Morsø FC på spillet og kunne være kommet på 2-0, da Benjamin Andersen slap fri. Hans afslutning sad dog på keeperen, men ved pausen kunne Morsø FC se frem imod anden halvleg med tro på sejr.

– Vi havde egentlig en god fornemmelse. Vi stod godt på banen, og det var begrænset, hvad de kom frem til. Så vi gik ud til anden halvleg  med tro på tingene, siger Carsten “Keegan” Jørgensen.

 

Scorede med støttebenet

Måske var det også gået anderledes, hvis marginalerne havde været med Morsø FC cirka midt i anden halvleg. For da sendte Nicklas Krogh en afslutning på overliggeren, og det lykkedes lige nøjagtigt ikke for Tobias Bech at sende riposten i mål til 2-0.

I stedet fald udligningen få minutter senere på en af den slags situationer, der er typisk for et hold i modgang: En Vinderup-spiller afsluttede skidt, da bolden ramte hans støtteben, men netop det overrumplede Rune Noppenau i Morsø FC-målet, så udligningen var en kendsgerning.

Og syv minutter senere blev det også 2-1 i en situation, hvor morsingboerne mente sig snydt for et frispark til Daniel Søndergaard. I stedet blev der scoret fra kanten af feltet, og trods forsøg på at presse en udligning hjem og smide Malte Børsting helt frem blev Morsø FC ikke for alvor farlige i slutfasen.

 

Fuldstændig åndssvagt

Dermed blev det til et nyt ærgerligt nederlag og en fortsat placering som nummer tredjesidst med en playoffkamp om overlevelse som forårsafslutning, hvis situationen er den samme om fire kampe.

– Vi hænger lidt i øjeblikket, det går ikke lige vores vej. Vi har chancerne til at lukke kampene, og det får vi ikke gjort. Og så er det jo nogle gange, at modstanderne scorer, siger Carsten “Keegan” Jørgensen.

Han konstaterer dog, at puljen er meget tæt med mange hold i nedrykningsfare. Men netop derfor er især de to seneste nederlag i kampe med ellers godt spil ekstra svære at fordøje.

– Det er fuldstændig åndssvagt. Hvis vi havde vundet de to kampe, vi synes vi skulle have gjort, havde vi ligget godt til, siger Morsø FC-træneren og tilføjer, at hans hold hang med næbet efter nederlaget i Vinderup.

– Vi synes alle sammen, at vi har fortjen bedre i de sidste to kampe, vi har spillet, og hvis vi havde været lidt kyniske, havde vi fået seks point, siger han.

Morsø FC har et vanskeligt slutprogram med de tre tophold blandt de sidste fire modstandere. Tre af de sidste fire kampe er endda på udebane, den første mod rækkens nummer to fra Klitmøller IF næste fredag.

Fodbold – serie 2:
Vinderup IK – Morsø FC
2-1 (0-1).
0-1: Nicklas Krogh (12). 1-1 (75). 2-1 (82).
Stillingen i puljen her.

 

 

 

 

Frøslev & Omegn faldt med æren i behold

Kun fem minutter manglede for at Frøslev Omegn tog point mod Klitmøller.

Af Tobias Brandt – 23. maj 2023 kl. 22.41

FODBOLD: For anden kamp i træk skulle Frøslev & Omegn forsøge at drille et af rækkens tophold. I sidste kamp mod Nordvestmors var der dog ikke meget at skrive hjem om, da det blev til et nederlag på 0-8. I torsdagens kamp på hjemmebane mod andenpladsen fra Klitmøller var holdet så tæt på et overraskende point.

Selvom Frøslev & Omegn kæmpede bravt, så blev det til et nederlag på 2-4 efter to scoringer i kampens slutfase fra Klitmøller.

– Det var rigtig flot kæmpet hele vejen rundt. Sidst vi mødte dem, tabte vi 0-7, så vi havde ikke regnet med, at vi ville være så godt med. De havde mange chancer, men Anders (Hansesgaard, red.) i målet holdt os inde i kampen, siger Frøslev-træner Jan Kusk.

Allerede efter to minutter skulle Frøslev & Omegn have bragt sig foran. Mathias Sørensen fandt Lasse Mark, der helt fri foran mål dog brændte. Efter den store chance overtog Klitmøller styringen i kampen, og i det 21. minut tog de føringen efter et hjørnespark.

Kort tid efter fordoblede gæsterne deres føring. Men bedst som det trak til en øretæve fik Frøslev reduceret. Mathias Sørensen kom alene igennem, og han scorede sikkert.

 

En positiv præstation

I anden halvleg kom hjemmeholdet under tungt pres. Gæsterne kom frem til adskillige store chancer, men Anders Hansesgaard i målet tog fra med adskillige store redninger.

Midt i det store pres fik Frøslev & Omegn pludselig reduceret. Et frispark fra Lasse Mark skabte tumult i Klitmøller-feltet, og her dukkede Christoffer Agerholm op og gjorde det til 2-2. Det trak altså op til en lille sensation, men fem minutter før tid bragte gæsterne sig foran på et straffespark. Og i overtiden havde Klitmøller heldet med sig, da et kikset indlæg endte med at stryge i mål til slutstillingen 2-4.

– Det var absolut en positiv præstation hele vejen rundt, siger Jan Kusk, der efter to kampe mod nummer et og to glæder sig til at møde de øvrige hold i rækken.

– Nu er vi ovre topholdene, så nu skal vi møde nogle af de hold, vi skal måle os med, siger Jan Kusk.

Fodbold – serie 4
Frøslev & Omegn – Klitmøller IF
2-4 (1-2)
0-1: (21). 0-2 (27). 1-2 Mathias Sørensen (30). 2-2 Christoffer Agerholm (65). 2-3 (85). 2-4 (90).
Stillingen i puljen her.

 

Efter lige første halvleg: Mors-Thy videre i pokalturneringen

Niels Agesens mandskab kan gå på sommerferie efter 33-28 over Aarhus HC i Skærringhallen.

Af David Højmark – 23. maj 2024 kl. 20.55

HÅNDBOLD: Mors-Thys ligahold lever også videre i pokalturneringen på den anden side af sommerferien.

Det står klart efter sjette runde i Santander Cup. I en ikke helt problemfri opgave på udebane mod Aarhus HC vandt Mors-Thy med 33-28 – efter 15-15 ved pausen.

Mors-Thy begyndte ellers stærkt med en føring på 5-1, men 1. divisionsholdet kom tilbage i kampen og fik skabt den helt lige situation midtvejs i opgøret.

I anden halvleg satte ligaholdet dog tingene så meget på plads, at det også er med i hatten,  når der trækkes lod til næste runde.


Mors-Thy lukker sæsonen mod ambitiøse Aarhus HC

18 dage efter det afgørende nederlag mod Ribe-Esbjerg sætter Mors-Thy punktum for sæsonen med en pokalkamp ude mod 1. divisionshold.

Af David Højmark – 23. maj 2024 kl. 16.01

HÅNDBOLD: Hvis der endnu sidder noget skuffelse i kroppen på spillerne fra Mors-Thys ligatrup, er torsdag aften en god anledning til at spille den ud af systemet.

Snart tre uger nederlaget mod Ribe-Esbjerg, der kostede en sensationel semifinale til Niels Agesens mandskab, skal det nemlig på gulvet igen. Denne gang i pokalturneringen, når det gælder sjette runde i Santander Cup.

Modstanderen er Aarhus HC, nummer seks i sæsonens 1. division med fire point op til kampe om ligakvalifikation. De tager imod i Skæring Hallen, hvor Mors-Thy kommer op imod en klub med store ambitioner.

Det er nemlig med sigte på i løbet af en årrække at blive en del af den absolutte elite i dansk håndbold, at Aarhus HC med Peter Bredsdorff-Larsen som sportslig ansvarlig er i gang med det lange, seje træk.

Det er med blandt andre morsingboen Jesper Meinby, DM-semifinalist med Mors-Thy i 2013, i en trup, der efter en periode med skader meldes næsten oven på igen. Og at dømme efter østjydernes hjemmeside skal Mors-Thy ikke forvente en flok modstandere, der lægger sig ned. Aarhus HC-træner Mads Hjortshøj lægger op til en præstation med effektivitet som nøgleord.

– Det bliver afgørende at vi kan lave en god defensiv præstation, derfor bliver vores to målvogtere, Jens Fredsgaard og Alexander Kvist, vigtige for vores muligheder for at lykkes med at vinde kampen. Derudover så har vi brug for, at hele vores gruppe af spillere rammer et højt niveau, hvis vi skal matche et stærkt MTH-hold, siger han.

Kampen begynder klokken 19. Du kan læse om udfaldet af den senere på denne side.

Ingen resultater