MORS: “Hvorfor kan man ikke få lov til at læse jeres artikler uden at skulle være logget ind?”
Sådan lød et spørgsmål (dog i en lidt skarpere formulering) til KunMors forleden. En potentiel læser uden abonnement var øjensynligt ikke tilfreds med, at man skal betale for at læse med.
Men det skal man, og årsagen er den samme som i alle andre virksomheder: Der er udgifter at betale, hvis et medie som KunMors skal eksistere.
Som alle andre skal vi udbetale løn, betale husleje og forbrug. Det kan vi ikke gøre uden indtægter – nøjagtig lige som bageren ikke kan holde åbent, hvis brød og kager er gratis.
Til oktober udvider KunMors den redaktionelle bemanding med endnu en uddannet journalist på fuld tid. Det koster – og vi kunne med fornuftig omtanke på økonomien vælge at lade være. Men ambitionen er at skabe et lokalt medie for morsingboerne. Et professionelt drevet medie, der udkommer med lokale artikler alle ugens dage året rundt – uden en eneste undtagelse. Og til en meget billig pris! Læs mere om det her.
Det kan du som morsingbo være med til at sikre. Det kan du gøre ved at købe et abonnement. Eller ved at sige nej, hvis nogle beder dig om at dele dit abonnement, så de kan læse gratis med. Det er lige så forkert som at købe én vare i en butik og tage en ekstra med hjem til naboen uden at betale for den. Og sagen er: Med så smal en målgruppe, som morsingboer trods alt er, kan vi ikke overleve deling af abonnementer mellem venner, kollegaer, naboer og familiemedlemmer på forskellige adresser. Læs mere her.
Du kan som annoncør også være med til at støtte et medie, der skaber vækst og tilflytning til lokalområdet. Det alene kan måske endda komme din egen virksomhed eller butik til gavn. Samtidig bliver du set på et medie, der har besøg fra omkring 30.000 forskellige platforme pr måned. I den seneste uge alene havde vi mellem 3000 og 5000 unikke brugere om dagen – ikke mindst takket være de gratis sider, vi (trods alt) også har.
Det er nemlig ikke alt på KunMors, man skal betale for.
KunMors-avisen er gratis. Du kan tilmelde dig nederst på siden. Så får du dagens overskrifter direkte i din mailboks lige efter klokken 17 – alle ugens dage året rundt.