Morsingbo i vanvidskørsel: 200 km/timen på nedslidte dæk

Modelfoto: Rigspolitiet

100%

STENBJERG: En 21-årig mand fra Mors skal nok i virkeligheden prise sig lykkelig for, at politiet fik stoppet ham i tide, da det søndag gik alt for stærkt for ham i Thy.

Ved 16-tiden satte en patruljevogn efter ham på Kystvejen ved Stenbjerg. Den nåede op i nærheden af 200 km/timen, men måtte konstatere, at føreren af den hurtige BMW kørte hurtigere end dem, og først efter seks kilometers biljagt lykkedes det at få ham stoppet og sigtet klokken 16.16.

“Udover at vi tog hans bil på grund af vanvidskørsel, kørte han på fire nedslidte dæk. Og han havde ikke førerret til at køre bilen,” lyder det fra Jørgen Jensen, politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted, som beskriver den 21-åriges kørsel som “en anelse ubegavet.”

Den var i sagens natur farlig i sig selv på grund af den høje hastighed, men omstændighederne gjorde kun situationen endnu værre.

“Uanset vind er vejr er det fuldstændig fjollet at køre godt 200 km/timen – og det er uanset, om man kører på nedslidte dæk. Men at man kører på nedslidte dæk, gør det altså ikke bedre. Vi har taget bilen, og det er rigtig fint,” siger Jørgen Jensen og tilføjer:

“Det ville også være rart, hvis folk ville have kørekort, når de kører bil – men man må da sige, at sådan nogle her virkelig gør opmærksom på sig selv.”

POPULÆR ARTIKEL: Demokratisk Balance skyder tilbage: – Det er grebet ud af en sammenhæng

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev nederst på siden. Så modtager du KunMors som en daglig avis hver dag året rundt.

Ingen resultater