Indbrudstyv fanget på mark – hans makker stadig på fri fod

Modelfoto: Rigspolitiet

100%

SYDMORS: Den ene blev pågrebet, den anden har politiet efter sig endnu.

Sådan er situationen for to indbrudstyve, der natten til søndag forsøgte at berige sig ved at gå på rov i et hus på Asselsvej.

Her lå beboerne og sov på førstesalen, da indbruddet var i gang. De fik slået alarm klokken 01.40, og såvel en lokal politipatrulje som en hundepatrulje fra Holstebro satte mod adressen.

– Det ender med, at de fik kontakt til et køretøj på Asselsvej, fortæller Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Han tilføjer, at to mænd stak af fra det køretøj, der stadig indeholdt tyvekosterne fra huset.

– Den ene blev fanget på en mark af hundepatruljen. Den anden fik vi ikke umiddelbart fat i, siger han.

Tyvekosterne, der blandt andet bestod af designerstole, blev leveret tilbage til ejerne, og politiet er nu på jagt efter den sidste af de to gerningsmænd.

Den pågrebne er en 19-årig mand med adresse på Mors. Politiet fortsætter efterforskningen i jagten på hans makker og har også været på den 19-åriges bopæl for at se, om medgerningsmanden holdt til der – men uden resultat.

Den pågrebne bliver beskrevet som “ikke voldsom meddelsom” i forhold til at hjælpe politiet med at finde indbrudstyv nummer to.

Artiklerne baseret på politiets døgnrapporter er gratis. Du kan få adgang til mange tusinde flere artikler på øens eget medie, hvis du tegner et abonnement. Det kan du gøre her.

Ingen resultater