Biltyv på flugt skar vidnes bildæk op

Modelfoto: Rigspolitiet

100%

MORS: Et biltyveri udviklede sig i aftes til en dramatisk oplevelse for et vidne, der fik øje på bilen.

Mandag blev en mand set stjæle en varebil af mærket Fiat Ducati hos Gummi Ole på Vesterå i Nykøbing. Ifølge politiet havde manden skaffet sig adgang ved at knuse en rude og stjæle en nøgle til bilen, som han derefter forlod gerningsstedet i.

Tyveriet blev hurtigt bragt ud på Facebook, hvor et billede af bilen blev delt. Det førte til, at den blev set af et vidne.

– På et tidspunkt på Skive-siden af Sallingsundbroen får han øje på bilen og kører efter den, fortæller Søren Ribens, politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted.

Det bemærkede gerningsmanden dog, og på at tidspunkt bragte han den stjålne bil til standsning.

– Vidnet holder så ind bagved, og så stiger manden ud af bilen og går om til vidnets personbil og tager en kniv, som han stikker ind i samtlige fire dæk på bilen, som vidnet kører rundt i, siger Søren Ribens.

Derefter kørte gerningsmanden videre, men klokken 01:34 blev han fundet af politiet et sted på Mors og anholdt.

– Nu sidder han i detentionen i Holstebro, og så skal vi tage stilling til, hvad der skal ske med ham, siger Søren Ribens.

Han tilføjer, at politiet endnu ikke er færdige med afhøringer, men umiddelbart bliver gerningsmanden, der er en mand i begyndelsen af 30’erne, sigtet for brugstyveri og hærværk mod vidnets personbil.

Ingen resultater