Det swingede og jazzede, da Royal Garden Jazzband gav sin allersidste koncert

Den allersidste koncert med Royal Garden Jazzband. Privatfoto

100%

NYKØBING: Når man kan trække eksilmorsingboer hjem til øen for lidt under tre timers underholdning, kan man vist godt tillade sig at beskrive sig selv som et trækplaster.

Og det var Royal Garden Jazzband, da det legendariske orkester lørdag gav sin allersidste koncert – mere end seks årtier efter den første.

Foran 140 tilskuere, mange af dem unge med musikerne, da historien begyndte i 1960’erne, mødte op. Og de fik en afskedskoncert fyldt med god stemning, hygge, nostalgi – og en god portion vemod.

I hvert fald var der stor lyst til også at hilse på de populære jazzmusikere.

“Jeg nåede ikke engang at få frokost,” griner Flemming Seiersen, bassist i den oprindelige besætning og i dag bosat på Djursland.

Det var ham, der i 1991 tog initiativ til det comeback, der efter mere end 20 års pause førte til omkring 500 koncerter rundt omkring i verden. Og det var også ham, der lørdag fortalte anekdoter om en tid, da jazz virkelig var stort på Mors.

Da den lokale jazzklub var på sit højeste, talte den 800 medlemmer – og ikke 500, som formodningen var forleden. Og en del af dem, som dengang nød Royal Garden Jazzbands koncerter i Håndværkerforeningens i Nykøbing, var også på plads lørdag i Støberigården.

Nogle kom fra Aarhus. Andre fra Odense. Og selv fra København rejste eksilmorsingboerne til hjemstavnen for både et gensyn og et farvel til en del af ungdommen.

Og så var der naturligvis mange af de herboende morsingboer, der satte jazz på dagens program.

“Der var mange af de gamle fra dengang, der kom op og spurgte, om jeg kunne huske dem,” siger Flemming Seiersen, som imellem numrene fortalte historier fra gamle dage, lige som der også blev spillet et bånd med et lydklip fra bandet i 1963.

“Jo, det var også en tur ned ad Memory Lane,” siger han.

 

Sluttede med klassiker

Selv om coronaen har gjort, at det nu forhenværende jazzband i de seneste par år ikke har kunnet spille så meget sammen, fungerede samspillet også under afskedskoncerten. Og det gjorde det, selv om de aldrende musikere trods alt ikke er i samme form som i de unge dage.

“Jeg kunne godt mærke, da vi nåede hen til sidste sætliste. Men det gik, det var alle enige om. Både jazzkendere og almindelige tilskuere,” siger Flemming Seiersen.

Han og de øvrige musikere lukkede koncerten og historien om sig selv med klassikeren ‘Down by the Riverside’ – hvilket i sig selv rummede en anekdote om fortiden.

For som Flemming Seiersen fortæller det – igen med et grin, der rækker årtier tilbage i tiden:

“Den spillede vi, da vi debuterede på det gamle gymnasium i Nykøbing. Men vi kunne kun tre numre, så dem spillede vi hele aftenen.”

LÆS OGSÅ: Stor interesse for afskedskoncert med legendarisk jazzband
KunMors-avisen har nu flere end 1000 modtagere. Tilmeld dig gratis nederst på siden og få dine lokale nyheder direkte i din mailboks hver dag året rundt.

140 tilskuere fyldte salen på Støberigården.

Tags

Ingen resultater