NYKØBING: Tirsdag formiddag så en politipatrulje en 22-årig mand på vej til fods ad Dyrskuevej i Nykøbing og vurderede, at der ikke var ”rent mel i posen” hos den unge mand. Antagelsen var rigtig, for den 22-årige er nu sigtet for at han var i besiddelse af to joints, to gram speed og et halvt gram MDMA.
Brand blev i emhætten
SEJERSLEV: Torsdag eftermiddag blev brandberedskabet tilkaldt til en bolig på Søgaardsvej, hvor der var anmeldt ild i køkkenet. Det viste sig at være fra en gryde, hvor ilden havde spredt sig til emhætten, men ikke til andre steder. Efter udluftning og sikring, at der ikke var mere ild eller gløder, blev beboeren kørt til tjek på sygehuset.
Mærkværdigt indbrud
GLOMSTRUP: Ejeren af et sommerhus på Søndermarken har anmeldt til politiet, at der har været begået indbrud i huset mellem 25. januar og 15. februar. Den eller de uønskede gæster har tilsyneladende ikke stjålet noget, men blot slukket for varmepumpen.