MORS: Øens eget medie har fået endnu en blåstempling.
KunMors har været igennem et godkendelsesforløb hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i håb om at blive fundet egnet som praktiksted for fremtidens journalister. Et praktikudvalg har derfor set nærmere på mediet og haft en samtale om muligheden for at ansætte en praktik.
Og nu er KunMors blevet forhåndsgodkendt til 12 måneders praktik.
Om det så også ender med, at vi ansætter en praktikant i 2022, er endnu for tidligt at sige. Men med forhåndsgodkendelsen er muligheden åben, og dermed kan KunMors på lige fod med alle andre godkendte medier slå praktikantstillinger op, når de studerende skal søge dem.
Med godkendelsen følger et stort ansvar, da man som journaliststuderende i sagens natur er under uddannelse og først og fremmest er ansat for at lære. Men et medie som dette, der indholdsmæssigt breder sig over alt det, et professionelt lokalt medie skal dække, er naturligvis et godt sted at lære faget at kende indefra.
Vi håber at kunne byde velkommen til en praktikant i 2022 og fortæller naturligvis mere, hvis det sker.
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og vind et gavekort på 500 kroner til Brinck Isenkram eller en forlængelse af dit abonnement. Læs mere her.