SEJERSLEV: – Jeg holder ferie to uger om året. Men det er egentlig meget fint. Jeg bestemmer det jo selv, og hvis jeg kan få nogen på arbejde, kan jeg godt være væk en hel eller en halv dag.
Citatet herover er ikke nyt. Det er faktisk næsten tre år gammelt, for det stammer fra en af de første artikler på KunMors, som i januar 2020, inden mediet overhovedet var gået online, besøgte Min Købmand i Sejerslev.
Dengang havde Annette Kjær Pedersen 10 år at se tilbage på i den meget vigtige funktion for lokalsamfundet. Nu har hun kun få dage i rollen at se frem tid. For på torsdag, efter en onsdag med lukning til statusopgørelse, er det Ole Pedersen, der åbner døren på Sejersvej 26.
Derfor er KunMors lørdag formiddag på besøg for at høre, hvordan købmanden har det med at være så tæt på målstregen.
– Det er glædeligt, for det var det, jeg havde ønsket, siger Annette Kjær Pedersen med henvisning til, at beslutningen var hendes egen – og at den var taget med et håb om, at andre hurtigt ville træde til og tage over.
– Men samtidig synes jeg også, at det er underligt. I går lavede jeg mine sidste ordrer, og det var da med en knude i maven, siger hun.
En slags bartendere
Flere gange under samtalen går døren til den populære butik op og i. Men det gør ikke noget, for kollegaen Pia Nielsen er også på arbejde denne formiddag, så kunderne bliver ikke forstyrret i deres indkøb.
Det gør Annette til gengæld i et af sine svar.
– Det, jeg kommer til at savne allermest…
Hun gør klar til at fuldende sætningen, men bliver forhindret af Pia, der muntert bryder ind:
– Det er mig!
Anette afviser med et grin, der signalerer, at det måske alligevel ikke er helt forkert, inden hun alligevel fremhæver hyggen med kunderne, som hun hen over årene har lært at kende så godt, at hun ofte ved, hvad de kommer efter.
Og som hun utallige gange har haft en sludder med.
– Vi er lidt som nogle bartendere. Folk vil rigtig gerne fortælle, så det er hyggeligt, siger hun.
Absolut ikke en dødssejler
Det er mindre end to måneder siden, at Annette meldte ud om sin beslutning med at takke af. Nu glæder hun sig over, at afløseren meldte sig så hurtigt.
– Det er fantastisk. Og det er helt ud over, hvad man kunne håbe og tro på, siger hun og tilføjer, at hun er helt tryg ved, at Ole Pedersen er den rigtige til at føre butikken videre.
– Det er 27 år siden, vi kom til Mors, og vi lærte ham at kende med det samme. Det er meget hyggeligt, at det er en, man kender så godt, der overtager det, siger hun og pointerer også betydningen af, at det er en lokal, der bliver købmand i Sejerslev.
Hun lover i øvrigt at være klar, hvis afløseren får brug for et godt råd. Og så glæder hun sig over, at hun afleverer en butik i god gænge.
– Det er absolut ikke en dødssejler. Og der er ingen tvivl om, at når nye folk starter op, kommer der en spændende tid.
Men hvad skal hun så selv lave – den købmand, der for tre år siden fortalte, at hun da af og til godt kunne være væk en hel eller i hvert fald en halv dag?
– Jeg skal holde juleferie. Og når den er ovre, skal jeg se, hvad jeg så skal lave, siger hun tilfreds.
Tirsdag fra klokken 11 til 17 markerer Annette Kjær Pedersen sin sidste dag som købmand i Sejerslev med gløgg, småkager og andre lækkerier sammen med kunderne.
LÆS OGSÅ: Skøn udfordring i Sejerslev
Temasponsorer i Fokus på Sejerslev: