POLITIK: Hvis du vil vide, hvad der kommer til at ske i 2025, er Frans Kappel Øvre fra Nykøbing den rigtige at spørge.
I hvert fald når det kommer til politik på Mors, for den tidligere gymnasielærer viste sig skarpere end alle andre, der deltog i KunMors-nytårsquizzen for 2024: Hele 14 af hans 17 svar var korrekte, og dermed blev han vinderen af den flotte kurv fra Prebens Vinhandel fyldt med vin, chokolade og lokale delikatesser.
Det glæder han sig selvfølgelig over, da KunMors søndag over middag ringer og fortæller ham nyheden. Og så lægger han ud med en kort forklaring på de mange rigtige svar:
– Jeg følger med, siger Frans Kappel Øvre.
Uddybningen er en af den slags, man som skribent på KunMors er særlig glad for at citere ham for:
– Jeg læser KunMors hver eneste dag – og jeg læser næsten det hele! Det er der, jeg følger med – simpelthen.
Meget interesseret i jordsagen
Du kender formentlig Frans Kappel Øvre for hans hobby med at fotografere landskaber i lokalområdet. Det har blandt andet ført til diverse udstillinger, en særlig plakat og den populære bog “Billeder fra Mors – vandringer i kystlandskabet”.
Tidligere underviste han i 36 år frem til 2008 i matematik på Morsø Gymnasium – og altså ikke i samfundsfag, som man med hans skarphed på politik kunne have troet.
Men interessen er der bare, fortæller han. Det gælder også med landspolitik, men i særlig grad med det lokalpolitiske.
– Selv om jeg jo er blevet ret gammel efterhånden, har jeg en nysgerrighed for, hvad der sker. Og især her på øen, for det vedrører jo os alle sammen. Også selv om vi er gamle og måske ikke skal leve her i så mange år endnu, siger han.
I 2024 fulgte Frans Kappel Øvre i særdeleshed sagen om den forurenede jord hos Kingo Recycling på Præstbrovej.
– Den har I jo dækket meget grundigt, og det kan jeg simpelthen ikke lade være med at læse om, når der kommer noget om det, siger han og tilføjer endnu et stort interesseområde:
– Også hvad der sker i kommunalbestyrelsen. Det er meget vigtigt, at I dækker det grundigt. Dem skal I virkelig gå i flæsket på, lyder det med et grin.
Gætter med igen i 2025
Samtidig ser han frem til et spændende 2025. Et år med kommunalvalget i november som det helt store lokalpolitiske højdepunkt – og også et år, du som KunMors-lærer kan være med til at gætte om, når vi mandag bringer nytårsquizzen for 2025.
Den bliver en smule anderledes i formatet, da nogle af spørgsmålene går på, hvad der er sket i 2024. Men dem, der handler om fremtiden, skal du være skarp på svarene med, for 2024-vinderen er klar til at tage kampen op med de flere og flere læsere af øens eget medie.
Og som han siger med en munter afvisning af at afsløre noget om udfaldet til kommunalvalget:
– Jeg vil ikke kom med nogle profetier, for jeg vil nok også besvare næste år.