MORS: Der er sket et skred til den positive side i morsingboernes brug af KunMors.
Det er der faktisk på flere måder, for dels er antallet af abonnenter stadig stigende – vi er nu på plads i flere end 1050 husstande her på øen. Og dels har abonnenterne i stigende grad gjort det til en vane at logge ind på dagligt basis og bruge mediet på samme måde, som man bruger en daglig avis – blot med den forskel, at man kan surfe rundt mellem alle de indtil nu 2726 artikler, der er udgivet på KunMors.
Den seneste opgørelse fra Google Analytics, der fortæller om sidevisninger og brugen af KunMors, afslører blandt andet en ny rekord.
Google Analytics opgør sine ugentlige data i perioden fra søndag til lørdag – og den seneste periode med syv dage viser en ny markant rekord i antallet af klik på en KunMors-side. I dagene fra 31.januar til 6. februar blev en side på KunMors klikket frem hele 52.148 gange.
Det er en forbedring af den gamle rekord (48.892) på næsten syv procent. Og det er vel at mærke med et forholdsvis stabilt antal klik uden de store udsving op og ned for de syv dage. Det er altså ikke enkelte artikler alene, men i høj grad læsernes stabile brug af mediet, der løfter tallene.
KunMors gik i luften 31. januar 2020 og har siden den dag haft tæt på 1,8 millioner sidevisninger. Mønstret har været et stigende antal daglige visninger – især inden for de seneste måneder med markant flere klik pr. abonnent end i mediets begyndelse.
Vi håber selvfølgelig, at det fortsætter sådan. Det kræver fortsat opbakning fra abonnenterne, og vi minder i den forbindelse om, at prisen på et abonnement på 12 måneder svarer til prisen på et glas mælk om dagen.
Vi er ikke gratis, men det er tæt på.