NYKØBING: Næsten som bebudet på forhånd var der flere anmeldelser om indbrud i varebiler end de to, politiet kunne berette om onsdag. De fandt sted på Vestervangen og Rugvænget i tidsrummet fra tirsdag sidst på dagen til onsdag morgen.
Onsdag blev der så indgivet endnu en anmeldelse til politiet af indbrud i en varevogn og denne gang på Fruevej.
Ifølge politiet var karosseriet skåret op ind til varerummet, og udbyttet var håndværktøj af mærket Makita, men der er endnu ikke sat værdi på det stjålne.
Indbruddet er sket mellem 20. september klokken 16 til 21. september klokken 07.15.